Jeg startede mine Linux-dage i KDE 2.x, så hoppede jeg til GNOME i det sidste meget lange stykke tid, og så har jeg haft kig på KDE igen, efter 4.x er udkommet - der er sket mange ting siden jeg for alvor sidst havde fat i skrivebordsmiljøet.
Jeg kiggede på 4.0, 4.1 og 4.2 - og jeg har ikke rigtigt været imponeret af nogle af dem endnu. Det hele har været for ustabilt, for usammenhængende og for ufærdigt. Nu udkom 4.3 dog den anden dag, og så kunne jeg naturligvis ikke lade være med at opsøge det igen. Denne gang har jeg faktisk næsten haft en positiv oplevelse.
Den største grafiske udvikling har været fra det sorte Oxygen-tema, til det nu næsten hvide Air-tema - i hvert fald hvad Plasma-delen angår. Plasma er den del af KDE som laver selve skrivebordet og de widgets man bruger, til dem som ikke måtte vide det.
Det passer bedre til de forskellige program-widgets (hvad hedder det i KDE?) som er gået fra at være meget Mac-agtige, til nu at have sin egen stil. Det hele er gråt, hvidt og blåt - og det ser faktisk rigtigt godt ud.
Integrationen af menuer og standardprogrammer synes jeg også er begyndt at virke næsten helt sammenhængende. Nu er der efterhånden tre standard-startmenuer at vælge imellem, så kan man ikke lide den første eller den anden, kan man vælge den tredje - eller kompilere (ugh.. det kan jeg ikke lide. Æv) en selv. Jeg har i hvert fald set en enkelt på KDE-Look idag.
Programmerne er som nævnt begyndt også at virke fornuftige. Dog har der tre episoder som jeg ikke har brudt mig om.
Før min opgradering skabte gwenview sig gevaldigt - men det hjalp opgraderingen på. Det skyldtes en fejl i pakningen af programmerne, så det er ikke dens egen skyld. Det vil jeg ikke bruge så meget tid på her.
Amarok er en grim satan. Jeg kan ikke lide den. Det er næsten det største problem jeg har oplevet. Jeg kan simpelthen bare ikke enes med den musikafspiller. Den har også voldt mig nogle problemer idag - først med ikke at ville finde min samling, så bagefter med ikke at ville afspille filer, og bagefter igen med ikke at fuldføre en playliste uden at man selv skulle starte hver sang selv. Nu ser det dog ud til at køre, men jeg er ærgelig over at den skal være så besværlig. Måske er det bare fordi det stadig er en Backports-udgave jeg kører med - ret skal være ret, det kan nemt være en grund. Jeg synes nu stadig at det er en stor og grim satan, visuelt - det kan Backports gives skylden for.
Det kan godt være det er fordi jeg har rodet for meget med Plasma-delen, men på et tidspunkt frøs den, og det er ikke acceptabelt. Det endte med at kræve en genstart, og det er jeg specielt ærgelig over. Der er trods alt ikke rigtigt nogle erstatningsprogrammer for Plasma, da det er det hele KDE 4.x bygger på.
Måske skal jeg bare til at indse at jeg altså er GNOME-mand. Men altså, man kan sgu ikke lade være med at synes at KDE 4.3 er flot - langt flottere end GNOME er som standard. Min konklusion må være at KDE 4.x er ved at være der - men GNOME føles stadig bare mere solid.
