Perspektivet:
Gode scripts, som næsten ingenting fylder, kan gøre fantastiske ting på din computer, så noget meget besværligt pludseligt bliver meget nemt.
Jeg har tidligere forklaret, hvordan vi med et script kan få Firefox til at åbne en stribe ubuntuadresser kun ved at skrive "f u" i terminalen og trykker enter, eller vi kan åbne en stribe DR-adresser med "f dr" osv... - Det er genveje, der rykker..!
(Nej, det virker ikke på din computer, for du har jo ikke scriptet endnu.)
Men denne gang vil jeg gå lidt mere i dybden med ged.sh , som jeg håber vil få alle klokker til at ringe hos dem, som har haft brug for at rode med systemfiler.
Forestil dig, at der medfølger et script til Ubuntu, og det kan gøre følgende:
I terminalen skriver du "ged alias"
Den kommando kører scriptet "ged.sh" med option "alias"
I scriptet står der, at når der bruges option "alias", så åbner "gedit" (Ubuntus editor) alle de systemfiler, der har noget at gøre med ændring af alias + der åbnes en hjælpefil, som fortæller, hvad man skal ændre i de forskellige systemfiler, hvis man vil ændre opsætning for alias.
Man kan så klikke på Gedits faneblade og zappe mellem hjælp og sytemfiler og ændre, hvad man synes.
Er det genialt..? - Ja, det synes jeg bestemt..!
Men hvis andre synes, at det er nemmere at huske filnavne og rettelser i hovedet eller at spørge i forum og cykle rundt på disken efter de forskellige filer, så vil den mulighed jo fortsat stå åben.
Jeg taler for en valgfri tilbygning af scripts, ikke en erstatning.
Tilsvarende kan gøres ved ændring af PATH og garanteret også en lang række andre ting, som jeg ikke kender endnu, fordi jeg er ny med Ubuntu.
Derfor håber jeg, at de dygtige Ubuntufolk vil opfede den her ged.sh og lave hjælpefiler, så den bliver stor og stærk.
Første udkast (hele scriptet ged.sh står til kritik for forbedringer, jeg kender ikke selv dets præcise begrænsninger):
Kode: Vælg alt
#!/bin/bash
#Grundstammen i dette script er skaffet til veje via Ubuntu-Danmark.dk https://ubuntudanmark.dk/forum/viewtopic.php?p=39956#p39956
#Scriptet åbner Gedit med kommandoen "ged.sh" og med argumenter i følge hjælpen nederst ("-h" argumentet/option).
if [ -z $1 ]
then
`gedit %U`
elif [ -n $1 ]
then
arg=$1
fi
case $arg in
"alias") `gedit ~/.bash_aliases ~/.bashrc ~/Menu/system/aliascfg/alias.hlp`;;
"path") `gedit ~/.bash_profile /etc/profile /root/.bash_profile ~/Menu/system/pathcfg/path.hlp`;;
"-h") echo "Kommandoen åbner gedit editoren, og med specifikke options relavante filer. Options: | alias | path |";;
esac
I scriptet kan du se hvilken kommando, der køres, hvis du vælger en bestemt option.
Vælger du "alias" som option, så køres den tilhørende kommando automatisk i terminalen: gedit ~/.bash_aliases ~/.bashrc ~/Menu/system/aliascfg/alias.hlp
Mere indviklet behøver det såmænd ikke at være for en amatør, der skal forstå det eller vil ændre i det.
Man skal bare ikke rette og gemme systemfiler uden, at man er sikker på, hvad man gør, og hjælpefilen er jo ikke lavet endnu.
Så dette er kun en øjeåbner, der skal vise perspektivet i "ged.sh", hvis den bliver fedet godt op på sund kost af os og Ubuntus eksperter bag kulissen.
Jeg håber, at det denne gang lykkes at få andre end mig selv til at indse, hvor godt det kan blive.
Den eneste betænkelighed, jeg kan have omkring "ged.sh", er, om Ubuntu er stabil nok til, at man vil kunne bruge scriptet langt ud i fremtiden.
Det må andre svare på, om der i Ubuntus historie f.eks. hyppigt har været ændret væsentligt på konfigurerebare systemfilers placering, og om der er udsigt til, at det fortsætter.
Er det tilfældet, så kan der evt. linkes fra hjælpefilen til en kontrolguide (en tråd), som så vidt muligt holdes opdateret med eventuelle advarsler.
Men det er måske også endnu et argument for, at den bør udsendes sammen med distributionen. Udpakket fylder filen ikke engang 1 kb endnu.
Ønsker du dig nogle bestemte scripts eller scriptskabeloner, så skriv det meget gerne i denne tråd.
Man kan f.eks. forestille sig en scriptskabelon, hvor det er nemt at indføje forskellige spørgsmål og muligheder.
F.eks. , når man kører en hjemmefusket "opryd.sh", så vil det måske være cool, hvis scriptet svarer:
Tryk "A" hvis du vil rydde op kun for at spare plads.
Tryk "B" hvis du vil rydde op og opgradere Ubuntu.
Tryk "C" hvis du vil A og B og derforuden også opgradere kernen (Kraftig systemkommando, så pas på. Husk backup. Det kan evt. også gøre visse programmer ubrugelige, fordi de bliver forældede.)
Tilsvarende kan man forestille sig et backupscript, hvor man kan vælge mellem en hurtig opdatering eller en helt ny komplet eller delvis backup osv. som man ønsker.
Og en scriptskabelon, der kommer med en advarsel og spørger, om man er helt sikker, eller om man vil fortryde.
Jeg kunne egentlig også godt bruge et script, der kan holde en kommando tilbage, indtil der er forbindelse til internettet, så jeg f.eks. kan sætte radioen til automatisk at spille, når der er oprettet forbindelse.
Hvad ønsker du dig, som et script kan gøre..?
PS: Måske kan vi engang mødes internationalt om at oprette en ny mappe i Ubuntu, og bruge den til private og specielle scripts.?
Jeg har foreløbig lagt mig på denne struktur i min hjemmemappe:
Hvor jeg bruger mappen "Menu" som arbejdsmappe til alle mine brugbare scripts.
I mappen "system" har jeg lagt undermapper til hjælpefilerne, så det skulle være nogenlunde nemt at finde dem.
Jeg har altså lagt det hele under mine private data, som jeg hyppigt tager backup af, så mine scripts aldrig bliver væk.
Det vil sige, at når jeg kommer til en ny installation, så kan jeg bare kopiere min Menu-mappe ind, og så har jeg alle mine scripts klar til brug.
Jeg har i mit eksempel for overskuelighedens skyld lavet det sådan, at "ged" åbner systemfilerne direkte. Men i et optimeret menusystem vil jeg nok foretrække, at man skriver en kladde, som ved afslutning automatisk kopieres ud på plads.
Tak fordi du læste så langt.