Så har jeg været igang med 11.04 lidt længere tid, og der er dukket en del flere problemer op.
Den store hurdle er klart Unity, som kræver tilvænning, til gengæld er der også kommet mange forbedringer...
bl.a har jeg døjet med netbank, sandsynligvis pga. jeg ikke har fået java installeret korrekt, men mon ikke der er styr på det til release-date? Dette problem har også medført nogle følge-fejl, primært ifbm. software-opdatering.
Generelt er jeg egentlig godt tilfreds med Unity, ja, det kræver tilvænning, til gengæld er det også en del smartere og nytænkende end Gnome i mange sammenhænge. Det største øv ved unity er klart manglen på en samlet oversigt over administrations-programmer. Det er ikke noget problem, hvis man ved hvad programmet hedder, men hvis man kun kan huske ikonet, så er det en pine at skulle finde den funktion. Det kunne man rette op på med en slags admin-oversigt, men det er p.t. ikke implementeret så vidt jeg kan se.
Til gengæld synes jeg at det er smart nok at Fil, Edit osv ligger i panelet i stedet for i vinduet. Det gør at man altid ved hvor man skal finde de funktioner, uanset hvor ens aktive vindue er.
Jeg synes også at det er smart at man som standard kommer i et søgefelt, hvor man hurtigt kan komme til et bestemt program eller spil, med nogle få tast. Taster man f.eks. libre kommer ikonerne til libreoffice frem, hvilket for mig er hurtigere end at skulle flytte musen gennem nogle menuer. Problemet er så at man skal vide hvad programmet hedder, men det vænner man sig nok til. Jeg synes også at det er smart at der foreslås programmer fra software center, hvis man søger på noget specifikt. F.eks. skulle jeg formatere en ekstern harddisk, og da jeg søgte på format blev jeg tilbudt at installere gnome format. Vældig praktisk.
Generelt bærer Unity-interfacet meget præg af at der er fokuseret på hvor meget plads de enkelte ting fylder, så det brugbare område er effektiviseret. Det virker rigtig godt for mig
Firefox har fået samme overhaling og jeg synes f.eks at det er genialt at reload og stop ligger i samme knap nu, da det er 2 funktioner der komplementerer hinanden og aldrig skal bruges samtidigt. Hvorfor så bruge pladsen til 2 knapper, når det kan ligge i 1?