Jeg har i det sidste stykke tid lyttet ufatteligt meget til Tom Waits, efter jeg fik hans musik foreslået i en sammenhæng jeg ikke helt kan huske. Hvad jeg dog er nået frem til, er at manden er en fantastisk musiker og iscenesætter af samme.
Indtil videre har jeg lyttet mest til hans tidlige materiale (fra 70'erne hovedsageligt), som hovedsageligt består af jazzet, bar-poetisk fundering over tilværelsen i Los Angeles som en af dem de andre ikke altid vil lege med. Utroligt nok, får han det hele til at virke næsten romantisk, som om alt har et lille buzz på et eller andet plan - som om det hele alligevel ikke er så slemt udenpå.
Når han sidder ved klaveret og crooner sig igennem sine tekster, med en klang som mest af alt lyder som om den er gennemblødt i whiskey, hængt i et rygehus og bagefter lagt på en hovedvej for at blive kørt over, med sin (hovedsageligt) lille trio af bas, saxofon og et sæt trommer i baggrunden, mens han selv sidder ved klaveret, synes jeg det er svært ikke at komme i den slags stemning som kun den slags musik kan give - bare på et helt nyt plan. Når musikken skal swinge, så swinger det i ufattelige grader - og når der skal funderes over hvad hende dér servitricen egentlig går og tænker på, bliver det hele dæmpet i sådan en grad at alt omkring forsvinder, ligesom musikken gør det.
Nu bliver jeg bare nødt til at få lyttet til resten af mandens katalog også - det finder jeg sikkert også det smukke i, på et tidspunkt.
Invitation to the Blues / Eggs and Sausage
http://youtube.com/watch?v=Yy-pvOoJDt0
Tom Traubert's Blues
http://youtube.com/watch?v=9ZmqbcBsTAw
On The Nickel
http://youtube.com/watch?v=sILtO6LAEq8
