Tilbage i februar skrev jeg om løbende statistik for serveren, og i anledning af den dobbelte fødselsdag, har jeg kigget lidt på tallene dengang og nu. Ligesom sidste gang, så
... har vi ikke et 100% klart overblik over hvordan hjemmesiden bliver brugt, kun hvordan webserveren bliver brugt. Grunden er, at det ikke er webserveren, som vi besøgende opretter forbindelse til, men derimod en cacheserver. Modsat webserveren, så belaster cacheserveren systemet en hel del mindre, men den fører ikke besøgslog. Derimod holder den styr på hvor mange procent af de indkomne forbindelser den kan betjene, og det ligger ret stabilt på 28% over en måned.
Modsat sidste gang, så er cache-tallet faldet til 22%, så de nævnte besøgstal skal i gennemsnit have lagt 22% på.
Normalt tager webserveren 22.500-25.000 hits om dagen, med undtagelse af de 2 sidste måneder, som har givet 30.000 for september og 31.000 for oktober. Sidste måned er ikke kun den største målt på hits, men på alt andet end antallet af besøg.
Indtil ubuntuuser42 d.22/09 fik lagt sin reklamepræsentation af Ubuntu på hjemmesiden, der uploadede webserveren 7.5-8.0gb data om måneden. Da det meste af september var gået, uploadede vi kun 9.95gb af den i den måned, imens vi for oktober uploadede hele 27.25gb af den, eller hvad der svarer til 465 kopier.
Under den travleste periode i sidste måned gennemførte webserveren 1.3 hits i sekundet, hvilket ikke er langt fra den maksimale hastighed, som webserveren kan arbejde med. I gennemsnit ligger spidsbelastningen i timen 19-20, imens timerne 5-7 er mindst. Det er stadig den side som viser indlæg i forummet, der bliver besøgt mest med sine 40%. Dernæst følger feed'et med 18%, og helt nede på 4% er kontrolpanelet på en 3. plads. Hver anden besøgende kommer direkte til siden, hvilket indikerer at et bogmærke er blevet brugt, imens Google kun giver 0.3% af de besøgende.
Den længste oppetid som serveren har klaret, sluttede i udgangen af februar efter næsten 93 dage. 2 gange efterfølgende har den været deroppe af.