Allerførst, selvfølgelig, er statistik jo roden til alt ondt.
Desuden har vi ikke et 100% klart overblik over hvordan hjemmesiden bliver brugt, kun hvordan webserveren bliver brugt. Grunden er, at det ikke er webserveren, som vi besøgende opretter forbindelse til, men derimod en cacheserver. Modsat webserveren, så belaster cacheserveren systemet en hel del mindre, men den fører ikke besøgslog. Derimod holder den styr på hvor mange procent af de indkomne forbindelser den kan betjene, og det ligger ret stabilt på 28% over en måned.
Så det korte af det lange er, at alle besøgstal skal have lagt 28% oveni. Alternativt kunne man kigge på Google Analytics (det er et webmaster-værktøj som Google stiller til rådighed), men alle som aktivt blokerer reklamer og/eller JavaScript (alt efter metode), tæller ikke med i deres statistik. Derfor holder jeg mig til vores egne tal.
Ok, nok indledning, frem med tallene

I gennemsnit tager webserveren 25.000 hits i døgnet, hvilket giver cirka 22.500 sidevisninger. Med 28% lagt til, så bliver det 32.000 hits i døgnet, som serveren samlet set betjener. Det ligger beslag på cirka 15% af CPU'en og 60% af RAM'ene, imens at det forbruger cirka 7,5 gigabyte båndbredde om måneden.
CPU'en er en single core på 1,6 gigahertz, og der er 1024 megabyte ram uden swap til rådighed.
Udbyderen rapporterer, at serveren forbruger cirka 9,1 gigabyte båndbredde per løbende måned, hvilket passer ret godt med de 28% ekstra.
Timen 20-21 topper med 6.4% af de besøgende i gennemsnit i døgnet, med timen 4-5, på kun 2,3%.
Den fil som viser et indlæg, er suverænt den fil der bliver læst flest gange. I gennemsnit står den for 38,3% af indholdet som bliver vist, med andenpladsen på kun 8,8%. Størrelsesmæssigt står den ene fil for 50% af båndbredden.
Webserveren rapporterer at svarkoden "200, OK" er blevet brugt 526.000 gange fra d.01/2 - 23/02, med alle andre svarkoder 70.000 gange. Det giver et forhold på 7,5 til 1. Billedet er dog lidt skævt, da cacheserveren kun kan håndtere svarkoder som er OK. Er svarkoden noget andet, så sender den aben videre til webserveren.
Ifølge oplysninger givet af de besøgendes browser, så kommer 71,5% direkte til siden, hvilket indikerer at et bogmærke er blevet brugt, eller at sidens adresse er blevet tastet direkte ind i adresselinien. Google står kun for 0,7% af henvisningerne til siden, hvor søgeordet "Ubuntu" har den største frekvens på 8,7%. Det er dog et tal forbundet med noget usikkerhed, da en henvisningen til forsiden har en høj chance for ikke at tælle med i statistikken.
Cirka 1790 forskellige sider og indlæg, bliver vist om måneden.
Siden bliver besøgt af cirka 315 forskellige computere om måneden, omend det er et tal forbundet med en vis usikkerhed. Jeg analyserer ikke den geografiske oprindelse af et besøg, da det dels belaster serveren (unødigt), og dels ikke er ret nøjagtigt.
Databasen tager cirka 435 hits i minuttet i gennemsnit; 290 af dem, er cachehits. Det svarer i runde tal til, at hver 3 hit kræver en forbindelse til databasen.