
Jeg er begyndt at leje en lille VPS hos et svensk firma, for jeg stod og manglede noget online backup plads. Ved at nedlægge mit webhotel og rykke det hele over på VPS'en, kan jeg få den backup-plads næsten gratis (webhotel, webmail, php og den slags koster næsten det samme som en VPS), men det giver et problem = mail.
Jeg er blevet ret afhængig af den frihed, som POP3, IMAP (til webmail) og Claws Mail giver, så min plan er at sætte en mail-server op på VPS'en, så jeg kan fortsætte med at bruge det på den måde. Den artikel som jeg har fundet, og som bedst beskriver opsætningen, hedder "Debian Mail Server Setup with Postfix + Dovecot + SASL + Squirrel Mail" og dækker emnet nogenlunde fornuftigt.
Men det rejser nogle spørgsmål:
Er det nogen der har nogen erfaringer i det her felt? Er der fx nogle åbenlyse faldgruber?
Er der en bedre kombination af programmer end den artiklen nævner? Jeg tænker på at sendmail åbenbart er standard, men både forfatteren og debian anbefaler postfix. Kan Squirrel Mail (en IMAP klient) bruges i kombination med fx Claws Mail (en POP3 klient) uden at give konflikter (ie., kan Squirrel læse mails på farten på en måde, så Claws stadig kan downloade og slette dem fra serveren, når jeg kommer hjem)?
Hvad med sikkerhed? Er de her programmer generelt sikre, eller skal man kende dem, for at kunne sikre dem ligesom med Apache2 fx?
Hvad med certifikater? Jeg mener, min nuværende udbyder verificerer vel min mail nu, så hvad når jeg rykker det til VPS'en, skal jeg så købe et certifikat til 150$/året?
... Der er sikkert 100 spørgsmål mere, men ofte har man bare brug for et skub i den rigtige retning, så kommer det hele af sig selv. Jeg har cirka 5 uger til enten at nedlægge webhotellet, eller forny det for et år mere, så det haster heldigvis ikke så meget. Enhver hjælp vil blive værdsat mere end normalt, for jeg er næsten på bare bund, og snotforvirret
