Hvordan er softwareinstallation på Ubuntu anderledes end på Windows?

Ubuntu håndterer installation af software på en meget anderledes måde end Windows.

Hvis du vil installere et program på Windows skal du normalt købe en cd, som indeholder programmet eller hente et installationsprogram fra internettet. Du kører derefter installationsprogrammet, der guider dig igennem installationsprocessen.

I Ubuntu, skal du blot åbne et pakkehåndteringsprogram, søge efter det program, som du ønsker og klikke på en knap for at installere det. Fjernelse af et program er lige så enkel.

Pakkehåndteringen henter programmer fra et softwarearkiv, som er et sted på internettet, hvor samlinger af programmer opbevares. Disse programmer kommer i pakker, som indeholder alle de nødvendige oplysninger til installationen. Du kan selv hente pakkerne ved hjælp af din webbrowser, hvis du ønsker det, men det er generelt langt mere praktisk at lade pakkehåndteringen gøre dette for dig.

Nogle pakker er afhængige af, at andre pakker også er installeret for at fungere. For eksempel kan en tekstbehandlingspakke kræve at en udskrivningspakke er installeret. Pakkehåndteringen vil automatisk installere disse afhængigheder for dig.

Som standard er det kun programmer fra de officielle Ubuntu-softwarearkiver, som er tilgængelige i din pakkehåndtering. Hvis du ikke kan finde det program, som du ønsker i disse softwarearkiver, kan du tilføje andre (tredjeparts-)arkiver og installere programmet derfra.