Sagen er at jeg tidligere har prøvet ud nogle Linux-distributioner, og en af de første jeg blev forelsker i, var Mandriva. Mandriva havde alt jeg ønsket mig i en Linux-distro, jeg klarede enda at installere Cinelerra i den, noget jeg var afhængig af, da jeg på den tiden arbejdede en del med film og fotografering. Men pludselig en dag opgraderede de Mandriva, og vips, var mit skærmkort (ATI) ikke understøttet længer(?) Hvis jeg ikke husker helt fejl var det da de opgraderede fra 2009 til 2009.1 (Spring). Senere oplevede jeg noget av det samme med Fedora. Da "forsvandt" mit trådløse net.
Så har jeg været lidt tilbage i Windows nogle år (brugt lidt Ubuntu ved siden af), men på grund af nogle sære hobbyer har Windows været mit første valg (jeg er radioamatør, og selv om det findes alternativer til Linux er de på langt nær så gode som dem til Windows). Har også prøvet Linux Mint, men den blev jeg aldrig rigtig "venner" med.
Stort set har jeg altid kommet tilbage til Ubuntu, og jeg er måske den eneste i hele verden der fagtisk kan lide Unity
Mange af mine venner siger der findes mange andre distributioner også man kan prøve, men min filosofi er at det er bedst at holde sig til det man ved virker, og selv om mange andre sikkert også er mindst lige gode som (måske også bedre end) Ubuntu, ser jeg på den største fordelen hos Ubuntu at Canonical tænker langsigtet og har helt klart en plan for hvad de ønsker i fremtiden. F.eks "forsvandt" Mandriva over natten, og det er ikke den eneste distributionen der har gjort lige det. En anden ting er at mange distroer er præget af at de er lavet på frivillig basis, noget der gør understøttelsen usikker.
Nu andbefaler jeg en gang i mellem Ubuntu til venner og bekendte der trænger til et nyt OS, ikke fordi jeg tror det nødvendigvis er det der er enklest at komme i gang med, men simpelthen fordi jeg tror det er noget der ikke vil holde op med at eksistere i nærmeste fremtid.
Tænker jeg rigtig her, eller er det andre ting jeg burde tænke på også?
Mvh Dan