Der er nogle ting omkring forummet som alle bør vide, og grunden er ganske enkelt, at vi er mange som bruger forummet i dagligdagen. Så for at holde en behagelig og konstruktiv stemning i forummet, er der nogle fælles retningslinier som vi gerne ser fulgt. De dækker over
- 1. Alle brugere på forummet er her 100% frivilligt. Lige fra den nyankommne bruger, til de garvede brugere og redaktørerne og administratorene. Der kan derfor ikke stilles nogen krav til hurtig hjælp eller løsninger, og den hjælp man faktisk modtager, bør man sætte pris på.
2. Vi hjælper ikke med at
- Bryde loven
Bryde kodeord
Hente videoer fra Youtube (det er imod deres ToS)
Omgå DNS-spærringen til fx The Pirate Bay
3. Vi yder officiel support i vores forum til følgende systemer
- Ubuntu - Kubuntu - Xubuntu - Edubuntu - Lubuntu - Dabuntu
Både desktop- og serverudgaverne, 32- såvel som 64-bit
4. Ubuntu er grundlagt på respekt for andre mennesker og deres meninger. For at fremme det mål, er der i fællesskab blevet konstrueret et adfærdskodeks, som dækker hele fællesskabet, og som sætter nogle retningslinier op for adfærd i fællesskabet. Dette forum er en del af det fællesskab, hvilket betyder at adfærdskodekset også gælder her, og skal overholdes. Det kan læses her.
5. Signaturer må ikke indeholde reklamer for, eller på anden vis indeholde eller linke til, kommercielle interesser. En signatur skal også være relevant i forhold til Ubuntu og forummet, men kan eventuelt indeholde uddybende information om brugeren, fx ved at linke til en personlig blog. Denne må heller ikke indeholde kommercielle interesser.
6. Ofte er de fleste problemer med deres tilhørende løsning tidligere beskrevet. Prøv derfor at søge her på forummet, eller i de store søgemaskiner, inden at du stiller et spørgsmål. Får du et svar som viser hvordan du bedst søger, så meget desto bedre, for så har du også lært lidt mere på den front.
7. Spørgsmål med overskriften "Underligt problem", eller tilsvarende, er i strid med den første retningslinie, og vil være i fare for at blive overset. Brug derfor beskrivende overskrifter, som kan fange dem der kender til det specifikke problem.
8. I selve indlægget er det vigtigt at inkludere alle relevante oplysninger, og hellere for mange oplysninger end for få oplysninger. Virker nettet ikke, så læs indlægget "Support til netværksproblemer" og følg vejledningen der, eller hvis et program ikke kan installeres, så beskriv præcist hvad der er prøvet med.
9. Ét emne, ét spørgsmål. Vi ser hellere at du opretter en hel stribe af emner, end at der stilles flere spørgsmål i samme emne/indlæg. Det er langt lettere for dem som gerne vil hjælpe, at holde styr på.
10. Undgå unødvendig indblanding i andres emner, som fx ved at skrive "Sådan et problem har jeg også næsten, kan i ikke lige ...". Opret et nyt emne i stedet for, og link eventuelt til det andet i beskrivelsen.
Skulle det ske, at du føler dig dårligt behandlet, eller finder et indlæg stødende, så kan du kontakte sidens administratorer, og sætte dem ind i sagen. De vil vide hvad der skal gøres.
Vi håber at retningslinierne for forummet kan sikre plads til alle, og skulle der være tvivlsspørgsmål eller kommentarer, så hører vi dem meget gerne. Der kan oprettes et indlæg i forummet "Ubuntu Danmark".
Med venlig hilsen de frivillige folk