Opret din hjemmemappe på en seperat partition

Hvis du har brugt Ubuntu, eller en anden Linux-distribution, i nogen tid nu, så har du måske hørt at du kan placere hele /home-mappen på en anden partition og måske undret dig over det. Denne guide vil vise dig hvordan du gør, og hvad fordele der er ved det.

Guiden kan også bruges selvom du ikke ønsker at partitionere din harddisk, bare følg anvisningerne, og du får at vide hvornår du skal hoppe noget over.

Afsnittene er som følger:

Del 1 – Baggrund & indledning

Del 2 – Installation

Del 3 – Partitionering

Del 4 – Afsluttende installation

Del 5 – Geninstallation

Del 6 – Noter

Del 1 – Baggrund & indledning

Denne guide er ment som en visuel guide til alle, og jeg viser derfor kun én af flere måder, man kan bruge til at oprette sin /home-mappe på en separat partition med. Desværre betyder det at guiden kun kan bruges under installationen af Ubuntu, ikke hvis man allerede har Ubuntu installeret. På den anden side giver guiden mulighed for at planlægge en geninstallation af Ubuntu, f.eks. i forbindelse med en nyere version.

Guiden er skrevet over langtidsudgaven, LTS, 10,04, men burde kunne bruges med de fleste Ubuntu-versioner, nyere som ældre.

Fordelen ved at have sin /home-mappe på en anden partition end grundsystemet, er ganske enkelt at man kan geninstallerer Ubuntu uden at miste sine filer og indstillinger. Jeg vil dog skynde mig at nævne at det ikke er det samme som at have en sikkerhedskopi på f.eks. CD eller DVD, det betyder kun at ens data umiddelbart er sikre, selvom Ubuntu stopper med at virker og skal geninstalleres.

Del 2 – Installation

Du kan altid hente den seneste udgave af Ubuntu her: http://www.ubuntu.com/desktop/get-ubuntu/download

*** Bemærk at en partitionering kræver en formartering, som sletter ALT på den pågældende harddisk ***

Husk derfor at sikkerhedskopierer inden at du fortsætter.

Efter du så har brændt Ubuntu ud på en CD eller DVD (eller USB-stick) skal du starte computeren op på CD’en eller DVD’en. Hvis ikke at den automatisk gør det, skal indstillingerne i din BIOS ændres, så CD- eller DVD-drevet står øverst i start-rækkefølgen. Se evt. i manualen for mere hjælp, eller spørg på forummet.

Hvis du har sat version 10,04 i, ser det første billede sådan her ud:

Nogle versioner af Ubuntu indlæser et komplet skrivebord, hvis det er tilfældet vælger du bare at installere Ubuntu, og så skulle du gerne se de samme installationsmenuer som vist her. Hvis du gerne vil have Ubuntu’en på dansk trykker du nogle gange op og markere “Dansk”, og trykker så på “Installér Ubuntu … “-knappen. Den næste skærm der kommer frem er tidszonen:

Hvis du valgte en dansk installation burde Ubuntu vælge rigtigt her. Efter du trykker “Næste” kommer tastatur-layoutet frem:

Her kan du ændrer tastaturlayoutet hvis Ubuntu ikke har gættet rigtigt. Den næste skærm der kommer frem er den hvor man vælger harddisk til Ubuntu.

Hvis ikke at du selv vil partitionere, men vil lade Ubuntu gøre det for dig, skal du springe del 3 over og læse videre fra del 4. Inden du trykker “Næste” skal du vælge om du vil installere Ubuntu side om side med et andet styresystem (f.eks. Windows), eller om du vil formatere en hel harddisk, og så kun have Ubuntu på den.

Del 3 – Partitionering

Her skal du markere “Angiv partitioner manuelt” og trykke næste. Hvis du allerede har Ubuntu (eller et andet styresystem) installeret på computeren, så kan skærmen også se sådan her ud:

(Det er vigtigt at se bort fra de størrelser der bliver vist her, de er kun ment som et eksempel og er mindre end de normalt ville være.)

Den næste skærm er så den, hvor der skal vælges partition til grundsystemet, swap og /home:

Alt efter om computeren har mere end én harddisk, og om den harddisk har været brugt før, kan billedet også se sådan her ud:

Hvis harddisken allerede indeholder partitoner skal disse slettes først. Er der flere harddiske i computeren er det selvsagt vigtigt at vælge rigtigt her, da alle data på den valgte harddisk bliver slettet.

Under hele arbejdet med at slette og oprette partitioner bliver der ikke lavet nogen ændringer på harddisken, så man kan altid trykke “Forrige” hvis man laver en fejl og vil starte forfra. Hvis man helt ombestemmer sig og ikke vil ændrer på harddisken, så lukker “Afslut” installationsprogrammet uden at ændre på harddisken.

I eksemplet her hedder den harddisk der bliver installeret Ubuntu på sda, og havde der været to harddiske havde den næste heddet sdb osv. Partitionerne er nummereret efter deres type, og i eksemplet hedder de sda1, sda5 og sda6. Der skulle nu gerne være en række lige under sda (eller sdb, alt efter hvilken harddisk du vil installere Ubuntu på) som hedder “ledig plads”:

Er der ikke det, så skal sda markeres, og der skal trykkes på knappen “Ny partitionstabel”. Så skal den ledige plads markeres og når knappen “Tilføj” får et tryk, bliver der mulighed for at oprette en ny partition:

Nu skal den første af tre partitioner så oprettes. Den første skal være til grundsystemet og ligne den på billedet ovenover, men husk igen, at størrelserne på billederne kun er eksempler. Hvis du installere Ubuntu på en harddisk med mere end 100GB vil jeg anbefale dig at bruge omkring 25GB til grundsystemet, men 8 – 10 GB er nok hvis du er presset på pladssiden.

Den plads der skal bruges til grundsystemet skal indtastes i feltet “Ny partitionsstørrelse i megabyte”, og ganges med 1000. Så ved 25GB indtastes 25000, ved 12GB 12000 osv. I rullemenuen “Brug som” bør Ext4 være valgt (det er valgt som standard), og i “Monteringspunkt” vælges skråstregen fra toppen. Efter du trykker O.k., bliver der oprettet en linje med den nye partition:

Så skal den frie plads markeres igen, og der skal trykkes på “Tilføj” igen:

Den næste partition der skal oprettes er swap’en. Swap bliver brugt af Ubuntu som en forlængelse af RAM’ene, og som tommelfingerregel siger man et swap’en skal være på samme størrelse som RAM’ene.

Så har du f.eks. 2GB RAM, skal der indtastes 2000 i feltet “Ny partitionsstørrelse”. Hvis du er i tvivl her, vil jeg anbefale at bruge 4GB til swap’en, så i “Ny partitionsstørrelse” indtastes 4000. I “Brug som” vælges “swapområde”, og “Monteringspunkt” skal ikke vælges her.

Selvom Ubuntu ofte kan klare sig med mindre swap-plads end 2 eller 4GB, skal man alligevel passe på, da funktioner som “Dvale” ikke vil virke hvis swap’en er for lille (mindre end mængden af RAM). Når der trykkes O.k. bliver swap’en også oprettet på en linje:

Igen skal den frie plads markeres og der skal trykkes “Tilføj”:

Den sidste partition der skal oprettes er /home. Det er her brugerne af computeren har deres filer på f.eks. skrivebordet eller i dokument-mappen, og det er også her alle indstillingerne omkring brugerne ligger.

Da denne partition dels skal være størst, dels bruge resten af pladsen på harddisken, skal partitionsstørrelsen ikke ændres her. “Brug som” anbefaler jeg igen at lade være som Ext4 og i “Monteringspunkt” vælges /home som på billedet ovenover. Efter der bliver trykket O.k. kommer en tredje linje frem:

Når alt er som det skal være trykkes der “Næste”, og i den næste skærm skal der indtastes lidt oplysninger om brugeren.

Del 4 – Afsluttende installation

Efter det er indtastet, kommer den endelige bekræftelsesskærm:

Det er en god idé lige at kigge oplysninger igennem her, for når først der trykkes “Installer” bliver harddisken formateret, og det nye system bliver installeret.

Og det var det!

Del 5 – Geninstallation

(Del 5 kan kun bruges på systemer hvor /home er på en separat partition.)

Skulle det så blive nødvendigt at geninstallerer Ubuntu, så start installationen op igen, vælg tidszone og tastaturlayout, og marker “Angiv partitionerne manuelt” og tryk næste. I stedet for at slette partitionerne, skal den første partition, på den harddisk som Ubuntu er installeret på, vælges, og der skal trykkes “Ændr” (i eksemplet er det sda1):

Og så kommer “Redigér partition” frem:

Størrelsen skal være den som Ubuntu forslår, og i “Brug som” anbefaler jeg igen at bruge Ext4. “Formatér partitionen” skal afkrydses og i “Monteringspunkt” vælges skråstregen fra toppen. Når der trykkes OK, kan der komme en advarsel frem om at alt, på den valgte partition bliver slettet, og til det trykkes der OK. Så er det swap’ens tur, i eksemplet hedder den sda5, marker den først og tryk så “Ændr”:

Igen skal størrelsen ikke ændres, da hele partitionen skal bruges. Ubuntu burde selv vælge swapområde i “Brug som”, men ellers skal det lige vælges, og mulighederne for at formatere partitionen og vælge monteringspunkt, kan ikke bruges i forbindelse med swap. Efter at der er trykket OK er det home der skal vælges, i eksemplet er det sda6:

Heller ikke her skal størrelsen ændres, og “Brug som” skal være det samme som der står i kolonnen “Type”, i menuen “Klargør partitioner”. I eksemplet er det Ext4, som er det Ubuntu vælger som standard, men har du brugt noget andet under den første installation, skal det vælges nu. Dette er meget vigtigt da Ubuntu formatere partitionen hvis du vælger noget andet, end det der er på den. Feltet “Formatér partition” skal ikke afkrydses, i “Monteringspunkt” vælges /home og så skal der bare trykkes “OK”:

*** Det er meget vigtigt at der i kolonnen “Formatér” er sat kryds ud for ” / “, men ikke ud for swap og /home! ***

Hvis du ikke kan fravælge at formatere /home, så marker /home, tryk “Ændr” og dobbelttjek at der er valgt det samme under “Brug som”, som i “Type”.

Herefter skal der bare trykkes “Næste”, brugeroplysningerne indtastes, og i bekræftelsesskærmen trykkes “Installer”.

Så bliver Ubuntu installeret, og alle ens filer og indstillinger er intakte efter installationen.

Del 6 – Noter

Som jeg hurtigt nævnte i første del dækker den her guide kun én af flere måder at få /home over på en selvstændig partition, f.eks. kan det gøres uden at formatere, eller /home kan flyttes til en helt anden harddisk, men én guide med så mange muligheder ville blive uoverskuelig. Hvis der er behov for en guide i den retning, så skriv gerne en kommentar, og jeg vil undersøge om jeg har mulighed for at skrive den.

Da det her er den først guide jeg har skrevet, vil alle former for tilbagemeldinger være meget velkomne. Er guiden f.eks. for lang, for kort eller lige tilpas, er sproget for let, for svært eller lige tilpas, osv osv. Også kommentarer på indholdet af guiden modtages meget gerne, især hvis der er fejl eller mangler.

Udover det er guiden skrevet som en hjælp, og medmindre at det overtræder ubuntudanmark.dk’s regler, kan den frit kopieres og udgives andre steder, bare at der følger kilde med.

Hvis der er behov for det kan jeg også skrive guides indenfor følgende emner:

swap – Har man brug for at ændre på Ubuntu’s swap-partition, eller helt afskaffe den og bruge en fil til swap, kan det lade sig gøre uden at formatere eller genstarte.

fstab – Konfigurationsfilen i Linux og Ubuntu som bestemmer hvordan harddiske og partitioner bliver monteret, og med hvilken indstillinger. fstab kan også bruges til at oprette permanente netværksmapper til f.eks. en server.

Filrettigheder – Hvad er de, hvordan bruges de og hvad er fordelen.

VirtualBox – Mangler du Windows for det ene program der ikke virker i WINE, så kan VirtualBox være løsningen.

Terminalen – Hadet af nogen, elsket af andre. Hvad er de grundlæggende funktioner, og hvornår kan det bedre betale sig at bruge den end musen.

God fornøjelse, og skulle du løbe ind i problemer som ikke bliver nævnt her, så opret endelig en tråd i forummet.

Mvh Nicky

Bookmark the permalink.

One Comment

  1. Posted 22/03/2013 at 19:20 | Permalink

    Hej Nicky
    Jeg synes det er en særdeles god forklaring du giver, jeg installerede bare Ubuntuen på et helt drev.
    At jeg så kvajede mig gevaldigt, er en anden sag, men følgende skete.
    Jeg har en ekstern USB HD som bruges til backup. Inden jeg gik i gang med at skifte Vistaen ud med Ubuntu gemte jeg alle vigtige filer på den eksterne HD, det var også fint nok, men jeg glemte at hive USB stikket ud inden jeg lod maskinen boote fra DVD`en. Så Ubuntuen blev nok så nydeligt lagt ind på den eksterne og jeg opdagede det for sent, altså har jeg nu en ekstern HD installeret med filer jeg ikke kan slette og windows 7 på den stationære kan slet ikke finde disken, ikke så smart og jeg vil meget gerne have et godt råd.
    Ellers kører Ubuntuen rigtig godt på den her lille Acer Extensa, men det er nyt for mig, så der er mange ting at lære.
    Med venlig hilsen Verner

2 Tilbagehenvisninger

  • By Ubuntu installations guide on 08/01/2012 at 18:25

    […] de mere erfarne brugere, er her en Guide om hvordan man opretter en seperat […]

  • By Guide oversigten on 27/09/2013 at 16:23

    […] inkonsistent tilstand – løses sådan! DuckDuckGo – en stærk søgetjeneste Geninstaller GRUB2 Opret din hjemmemappe på en separat partition Hvis du ikke kan starte fra Live-cd (nomodeset) Opdater din […]

Skriv en kommentar

You must be logged in to post a comment.

Follow us